GGFC Fair play politik

Det forventes, at alle medlemmer, trænere, ledere & supportere støtter op om GGFC´s fair play politik.

Følgende er gældende både til træning og ved kampafvikling.

GGFC ønsker:

  • At ”spillets ånd” følges jf. DAFU turneringsreglement § 4.2 Spillet skal foregå i en atmosfære af gensidig respekt mellem de deltagende parter: spillerne, øvrige medlemmer af holdstaben og officials. Spillereglerne skal overholdes, og de deltagende parter er pligtige til at kunne spillereglerne. Dommernes kendelser skal respekteres. Holdkaptajnen har dog jf. spillereglerne ret til at kommunikere med dommerne under spillet. Den enkelte forening er ansvarlig for, at egne spillere, medlemmer af holdstaben og foreningens officials optræder i overensstemmelse med ovenstående - og altså - spillets ånd.
  • At medlemmerne respekterer hinandens forskelligheder og udviser positivitet indbyrdes.
  • At medlemmerne spiller fair og ikke modtager et unødigt højt antal udvisningsminutter og matchstraffe.
  • At medlemmerne udviser respekt for hinanden og overholder floorball spillereglerne samt turneringsreglementet.
  • At det er alle medlemmers pligt at være opmærksom på handlinger og tiltag som ødelægger glæden ved at spille floorball - og forhindre dette.
  • At medlemmerne, trænerne & lederne medvirker til en positiv holdning til spillet, taktikken og moralen i klubben, og anvender alle muligheder herfor.
  • At publikums engagement skaber - igennem positive tilråb - en god Fair Play ånd på hele banen.
  • At medlemmerne, trænerne, lederne & publikum udviser respekt for kampens dommere, samt disses kendelser.
  • At alle overholder såvel skrevne - som uskrevne regler & ikke udviser usportslig optræden.

Før kampen:

  • Tager godt imod dommerne.
  • Tager godt imod udeholdet.

Under kampen:

  • Husker det ikke er tilladt at bære nogen former for smykker
    og andre farlige genstande, der kan forårsage skade. (ukorrekt påklædning eller udstyr)
  • Ikke anvender en voldsom, tackling, som bringer modstandere i fare
  • Ikke bruger arme og ben mod modstander, så dette kan tolkes som puf/slag.

Efter kampen:

  • At holdene siger tak for kampen til hinanden.

FAIR PLAY er også:

  • At alle respekterer og accepterer, at dommerne er en vigtig del af spillet og afviklingen af en kamp.
  • At holdkaptajnen © hjælper dommerne med at kampen gennemføres på værdig & fair vis.
  • At holdene altid udviser respekt for en modstander - uanset kampens resultat.

Disciplinær udvalget:

GGFC´s Disciplinærudvalg består af:

  • Én repræsentant fra bestyrelsen – udvalgsformand (vælges af bestyrelsen)
  • Én repræsentant fra træner udvalget (vælges af træner udvalget)
  • To medlemmer (vælges af medlemmerne)
  • Én suppleant (vælges af medlemmerne)

Udvalgsformanden sørger for rapportering til bestyrelsen. Ved stemmelighed vægter udvalgsformandens stemme mest. Suppleanten træder kun ind i udvalget i tilfælde af et andet medlems utidige udtræden.

Udvalget vælges årligt ved sæsonopstart. Bliver udvalget ikke fuldt besat supplerer dette sig selv.

Udvalget har kompetence til at afgøre disciplinærsager mod klubbens medlemmer, trænere & ledere, der har handlet i strid med GGFC´s fair play politik samt modtaget matchstraf 1, 2 eller 3. 

Udvalget er ansvarlig for at afgøre og fastsætte konsekvens (straf-niveau) i ovenstående sager.

Medlemmer der oplever brud på GGFC´s fair play politik er forpligtiget til at videregive informationerne til disciplinærudvalget.

Konsekvens:

Niv. 1: Én uges pause til træning og efterfølgende kamp.

Niv. 2: Én måneds pause.

Niv. 3: Bortvisning, periode vurderes af disciplinærudvalget.

Niv. 4: Eksklusion, registreres hos DaFU.

En straf registreres på det enkelte medlem i klubbens medlemsregister. Ved gentagne forseelser vurderer disciplinærudvalget om straffen skal skærpes overfor det enkelte medlem. 

Disciplinærudvalgets afgørelser kan ankes til klubbens bestyrelse.

Motto:

GGFC – Sammen skaber vi resultater!

Værdisæt:

GGFC arbejder udfra følgende ”RASKE” værdier:

  • Respekt - Vi respekterer hinandens forskelligheder.
  • Ansvarlighed - Vi tager ansvar for vores handlinger.
  • Samarbejde - Vi udvikler os selv & klubben i fællesskab.
  • Kommunikation - Vi kommunikerer direkte & uformelt
  • Engagement  - Vi yder en ekstra indsats for fællesskabet.

Download fair play.doc